Dagens gang

Et lille indblik i vores hverdag.

Huset åbner kl. 7. Herfra kan man lægge overtøj m.v. i garderoben og skrive beskeder og afhentningstidspunkt på afkrydsningstavlen. Børn der afleveres inden kl. 7.30 bliver modtaget i vuggestuen, hvor der er børnehavepersonale fra kl. 7. Her bliver der serveret morgenmad, til de børn der har behov mellem kl. 7 og 7.45.

Kl. 7.30 åbner børnehaven for modtagelse af børn på "Torvet", og de fremmødte børnehavebørn og -personale går over i børnehaven.

Fra kl. 8 åbnes børnehavens øvrige funktioner.

Kl. 9 holder vi morgensamling i grupperne. Her taler vi om alt mellem himmel og jord i forlængelse af vores igangværende tema eller ud fra børnenes egne input og oplevelser, læser historie, synger lidt el.lign. Til morgensamling serveres et lille måltid bestående af brød, knækbrød, skorper ell.lign. samt grøntsager - fx. peberfrugt, rosiner, agurkestave ell.lign. Vi arbejder med "Fri for Mobberi", som er et landsdækkende anti-mobbe-projekt, og med "Play and Learn", som er Gentofte Kommunes projekt omkring engelsk i børnehaverne.

Kl. 9.30 begynder dagens aktiviteter i grupperne.

Kl. 11.15 vasker vi hænder og spiser frokost. Alle børn spiser på "Torvet" foran køkkenet - undtagen den gruppe børn, der er på tur med madpakker.

Efter frokost er der "udetid", hvor alle børn er på legepladsen.

Kl. 14.30 åbner Frugtcaféen på "Torvet" foran køkkenet. Her serveres der eftermiddagsmad, som består af hjemmebagt brød og af frugt samt vand (se under fanen "praktiske oplysninger") Børnene kan komme til Frugtcaféen når de vil - personalet krydser børnene af efterhånden som de kommer og spiser, så det sikres, at alle børn får noget at spise og drikke.

Resten af eftermiddagen kan børnene frit bevæge sig mellem børnehavens forskellige funktioner ud fra lyst og interesse.